Indblik i Sebastians tur til Training Camp i Tirrenia

Indblik i Sebastians tur til Training Camp i Tirrenia

UEG – Educational training camp for gymnasts and coaches –  Tirrenia Italy d. 3. – 13. juli  2017
Af Sebastian Vestergaard

UEG – Tirrenia Italy, juli 2017

Det var med stor ære at jeg fra d.03 juli til d.13 juli var blandt de 30 trænere, fra 16 forskellige nationer som deltog ved dette års UEG lejr i Tirrenia. Jeg havde forud for turen forberedt mig på hvad UEG lejren indebar, og havde store forventninger til de 10 dages undervisning, og træning i selskab med nogle af Europas bedste trænere inden for artistic gymnastics. Da jeg ankom blev jeg tildelt et værelse som jeg delte med to af de andre trænere, hvilket var en fremragende mulighed til at udveksle erfaring, og skabe nye kontakter på tværs af grænserne. Der var herved lagt op til 10 fantastiske dage i Tirrenia.

 

UEG – Tirrenia Italy, juli 2017

De efterfølgende 10 dage, indebar et stramt tidsprogram, som startede 07.00 og sluttede 17.45, der var i programmet indlagt morgenmad og frokost. Gymnasterne fik specifik opvarmning, koreografi og core træning om morgen, herefter forløb resten af eftermiddagen og starten af formiddagen med at en af eksperterne underviste i en af de 6 redskaber. Efter eksperten/erne havde undervist i deres udvalgte redskab, var der ”fri” træning for gymnasterne og trænerne, hvor hver ekspert stod til rådighed ved et af redskaberne og gav ud af sin ekspertise, og hjalp trænere og gymnaster med de udfordringer de end måtte have i det pågældende redskab.

 

UEG – Tirrenia Italy, juli 2017

Udbyttet af de 10 dage, er ubeskriveligt, men det var fantastisk at kunne få svar på mine mange spørgsmål, og hjælp til de problematikker som jeg personligt havde som træner i de pågældende redskaber. Derudover var det pædagogiske aspekt som træner ,og måde hvorpå vi som trænere kan få det bedste ud af vores gymnaster, gennem planlægning og målrettethed, et af de områder hvor jeg virkelig lærte at tænke nyt, samtidig lærte jeg også utrolig meget af de andre trænere og brugt meget tid på at snakke med dem alle omkring hvordan deres opbygning og strukturering af gymnastikken var i deres respektive lande, for at jeg kunne finde en fællesnævner, når det handlede om at skabe de bedste betingelser for gymnasterne lige nu og i fremtiden.

 

UEG – Tirrenia Italy, juli 2017

Nye venskaber på tværs af nationerne blev skabt, og forståelsen for at ingen gymnast er ens, og at jeg som træner er nød til at tilpasse mig den enkelte gymnast og aldrig give op, selv når de tvivler, men derimod være passioneret, visionær, opsøgende og nytænkende altid, for at jeg som træner kan nå de mål som jeg har opsat i fællesskab med gymnasterne. Det er en af de vigtige lektioner jeg tager med mig fra Tirrenia.

Del denne post