Året der gik i gymnastikforeningen Gefion år 2022

07-01-2023

Året der gik i gymnastikforeningen Gefion

 

Så er et nyt år ved sin begyndelse og det er tid til at gøre status på året der gik i Gymnastikforeningen Gefion. 2022 blev et særdeles succesrigt år, hvor drømme blev til virkelighed.

Et meget længe ønske blev opfyldt her i december, hvor vi med stolthed kunne annoncere at det er lykkedes os, at ansætte Peter Jensen som sportschef i Gefion. Et kæmpe scoop for en ambitiøs forening. Peter er allerede trukket i arbejdstøjet, og vi ser alle frem til et nyt og meget spændende år i Gefion

Et år hvor der har været afholdt opvisning, juletræ´s fest, diverse camps, stævner og forældre ”kigge på dage” . Stor tak til alle for den store opbakning til alle vores arrangementer. År 2022 er også året, hvor vi har landet to store aftaler med bl.a idrætsgymnastik dragter og en Craft shop for alle vores medlemmer, her er muligt at købe alt fra træningstøj til drikkedunke med rabat.

Et nyt køkken er det blevet til i klubhuset i GMC. Ved hjælp af økonomisk støtte fra Grøndal multicenter, en flok stærke gymnaster, trænere, bestyrelsesmedlemmer og et par frivillige hænder er det lykkedes at sætte det fineste køkken op.

Sportslige

På det sportslige plan har vores Mandlige senior idrætsgymnaster endnu engang slået fast, at de er Danmarks bedste. I overlegen stil vandt de det danske hold mesterskab og til de individuelle mesterskaber blev det til både guld og sølv medaljer i AA konkurrencen, samt et utal af medaljer i disciplin finalerne. Vi har haft gymnaster repræsenteret på det danske landshold til både EM, NECH og nordiske mesterskaber. Vores senior piger valgte i år ikke at deltage i hold konkurrencen, men i stedet fokusere på DMC konkurrencen senere på året. Dette viste sig at være et klogt valg – her viste pigerne rigtig flot gymnastik og vandt medaljer på gulv , hest og bom. Disse piger er i en konstant udviklingsfase sammen med vores junior talent piger. Så vi ser frem til et meget stærkt hold i den kommende sæson.

Vores talent junior piger har haft en lidt turbulent sæson, men der skal meget til at slå disse seje og træningsflittige piger ud af kurs. De er alle på vej med nye og stabile øvelser, og har i denne sæson fokuseret meget på at få mere konkurrence erfaring.

For talent drengenes vedkommende har vi i år også valgt at fokusere på mere konkurrence erfaring og træningsfællesskaber med andre klubber. Dette har været en stor succes, og vi ser frem til endnu mere samarbejde i den kommende sæson.

Året 2022 er året, hvor vi for vores talent og elite gymnaster, med meget stor succes har arrangeret fælles træningslejre, udenlandske konkurrencer og træninger på tværs af hold og køn. Dette har givet stor værdi til alle både på det udviklingsmæssige plan, men også på det meget højt prioriteret sociale plan. Vi tror på at disse fællesskaber kan være med til at fastholde gymnasterne, og vi vil fremadrettet se om det giver mening på flere af holdene.

Wauuuuu for en sæson for alle vores aspirant, konkurrence og trin gymnaster. Aldrig har vi oplevet noget lignende. Dette er alle gymnaster i rivende udvikling, og som vi alle glæder os til at følge i tiden fremover. Vi har haft rigtig mange gymnaster med i konkurrencer i år helt fra trin 1-6, og aldrig har så mange bestået deres trin. Vores aspirant piger vandt en flot sølvmedalje til DM i trin 4, og i trin 5 var holdet kun få tiendedele fra en medalje.

I Gefion blev der i december afholdt en KIG hold konkurrence for trin 1-3, og vi havde ikke mindre end 40 gymnaster repræsenteret til dette stævne. For mange af pigerne var dette deres første gymnastik stævne, og de viste alle rigtig flot gymnastik. Weekenden efter havde vores drenge arrangeret et julehygge stævne med drenge fra Hermes og Nivå. Dette blev en meget stor succes, hvor der både blev socialiseret og hygget.

Karl kickstartede vores tricking hold sidste år, og vi kan konstatere at flere og flere unge mennesker i forskellige aldersgrupper har fået interesse i denne sportsgren. Også vores voksen hold, børnehold og springgymnaster kører videre med meget stor succes.

For vores svømmere har denne sæson desværre vist sig at være præget af en del udfordringer pga  svømmehallen. Denne har gentagne gange været lukket ned i sidste øjeblik, og dette har selvfølgelig skabt en del frustration for trænerne og medlemmerne. Vi krydser fingre for at hallen har fået løst alle deres problemer, og vi glæder os til at se jer alle tilbage i hallen til en ny omgang lærerige svømmetimer i 2023. Vi ved at vores dygtige og kompetente trænere Martin og Bolette har lagt mange planer for jer.

Vores springhold har haft en rigtig god sæson både på Bellahøj skole og i Grøndal multicenter. Vi har været så heldige at få to dygtige trænere Camill og Amalie til at styre træningen på Bellahøj skole. De træner også vores helt små børn fra 3-5 år, som må siges at være en stor succes. Vi har erfaret at de ældste springgymnaster har stor glæde af at træne i Grøndal multicenter, og vi har derfor valgt at de skal forblive der.

Tak til frivillig hjælp

Der er i årets løb blevet afholdt en lang række succesrige konkurrencer og events i hallen. Dette har krævet en del hjælp fra trænere, gymnaster og især frivillige forældre. Vi takker for den store opbakning og jeres hjælp er guld værd for klubben. Vi opfordrer alle der har lyst til at give en hånd med i ny og næ at tilmelde sig vores facebook gruppe https://www.facebook.com/groups/2191432067661178. Alt hjælp er værdsat stort som småt.

 

Tak til trænere og idrætsudøvere

Vi vil gerne slutte af med at sende en stor tak til alle trænerne. Vi ved I alle lægger et stort arbejde i at udvikle vores idræts udøvere og skabe et sjovt og ambitiøs træningsmiljø. Tak til alle jer idrætsudøvere , der dag ud og dag ind ankommer i hallen med smittende smil og er klar til lærerig, sjov og målrettet træning.

Vi glæder os til at følge jer alle i 2023 og takker for jeres store engagement i 2022.

Gymnastikforeningen Gefion ” Et samlingspunkt for glade idrætsfolk”